Riffelskydning

Riffelskydning 2026 

Jagtfeltskydning

Kreds 3 / Jagtfeltskydning/ Kvalifikationsskydning bliver nu igen i år afholdt i Hevring skydeterræn.

Det er den 13 og 14 juni 2026

Følg med på Facebook - ”Jagtfeltskydning Hevring” eller  www. jagtkreds3.dk. Her vil der være opdateringer vedr. tilmelding m.m.

Som noget helt nyt har vi besluttet, at der kun skydes til Kvalifikationsskydning lørdag formiddag, resten af weekenden, er reglerne ændret således, at dem af jer der gerne vil møde op med egne hjælpemidler, kan gøre det. Det skyldes, at vi har hørt fra flere, der gerne vil træne med deres egne skydestokke, fremfor det vi stiller til rådighed. Der vil selvfølgelig være hjælpemidler på banen, hvis man ikke selv medbringer. Det her er vand på vores mølle i gruppen der laver skydningen, vi vil gerne lave det mest jagt realistisk den weekend.

Så hold øje med linket ovenfor, hvor der kommer tilmelding m.m.

Vi vil i igen i 2026 trække på en del medlemmer fra Ommersyssel Jagtforening, flere har allerede meldt sig, for at give en hånd med. Der er mange opgaver, der skal løses, så der bliver brug for flere hjælpere. Kontakt Aksel hvis du har tid og lyst. På 21747597 eller jagtaksel@mail.dk.

 

Riffelprøver

I 2026 har riffeludvalget besluttet, at vi vil lave et kursusmodul for, dem der skal op til riffelprøven. Kurset kommer til at bestå af en teoriaften og en dag på skydebanen, hvor aspiranterne kommer uden for vores alm. åbningstider, som står herunder.

På teoriaftenen vil vi gennemgå riffelforløbet, riffelprøven, træne skydestillinger med egen riffel og hjælpemidler, ammunition, vedligehold af riflen, skydning til løbende vildt, og brækning af råvildt, forlægning, og meget mere. På skydebanen vil vi stille og roligt få tjekket indskydning, og få alle sikkert gennem riffelforløbet. Efter dette får alle mulighed for at prøve at skyde den obligatoriske riffelprøve igennem, så alle kan møde op den 29. april på banen i Randers med ro i sindet.

Så, hvis du selv eller nogen du kender, skal op til riffelprøven i 2026, må de gerne kontakte mig på 21747597, så vil jeg formidle kontakten til Riffeludvalget.

 

Riffelskydning og Træning

Vi er stærkt udfordret på riffelbaner, hvor vi kan træne her i den nordlige del af kreds 3. Det bliver ikke nemmere af. at politiet og forsvaret skal bruge banerne mere i 2026. Det har det været meget svært at få de dage, som vi gerne vil have. Vi måtte allerede i maj 2025 møde op ved forsvaret og deltage i fordelingsmøder vedr. banerne for året 2026.

Som alle de andre år så møder de fleste op lige før bukkejagten, men der er stadig masser af plads alle de andre dage. Der har de sidste 2 år ikke været ventetid, så bare mød op og få trænet. Prisen er nu 60 kr. for medlemmer af en forening, der er med i samarbejdet og 80 kr. for andre medlemmer af DJ. Dem som ikke er medlem af DJ, må ryste op med 120 kr. Vi har måttet hæve priserne, og det skyldes, at vores baneleje er steget med over 1000 %, fra ca 160 kr til 1850 kr pr dag.

Riffeludvalget vil gerne opfordre alle til at møde op på banen for at få indskudt riflen, og for at få afprøvet alle de jagtrelaterede skydestillinger. Vi har mange gange de sidste år hørt om riffeljægere, der afgiver skud i skydestillinger, som de ikke har trænet i og derved laver anskydninger. Vi har indkøbt flere borde med skydebænke, og små skydebænke til brug for liggende skydestilling, og vi kan også tilbyde udlån af flere forskellige slags skydestokke på banen. Mange går fra banen med meget stor selvtillid, fordi de kan ramme i liggende skydestilling med støtte under riflen. Men kan de også ramme i andre skydestillinger?

Vi vil også forsøge at leje baner med løbende mål i 2026, så der kan trænes lidt mere i den slags. Vi kan træne på banen i Vesthimmerland eller på banen i Allingåbro, nu hvor der jo også er kommet en bane med løbende mål.

Hvis der er interesse for, at vi skal leje baner i foreningsregi såå kontakt en fra riffeludvalget

HUSK. Hvis man indskyder andre steder end på en godkendt bane, så skal man være opmærksom på, at jagttegnsforsikringen ikke dækker, da den kun dækker under jagt.

Der skydes på følgende dage i 2026 – Bemærk de forskellige klokkeslæt og ugedage. Man skal møde op senest en time før sluttid.

 

Riffelskydning Randers Kaserne

Der skydes på følgende dage i 2026 – Bemærk de forskellige klokkeslæt og ugedage. Man skal møde op senest en time før sluttid. 

07. apr  tirsdag    14-20     Ommersyssel/ Galten Vissing Jagtforening
09. apr  torsdag   14-20     Kronjyllands Jagtforening
15. apr  onsdag    14-20     Ommersyssel/ Galten Vissing Jagtforening
20. apr  mandag   14-20.30  Kronjyllands Jagtforening 
23. apr  torsdag    14-20     Ommersyssel/ Galten Vissing Jagtforening
29. apr  onsdag   08-15     Riffelprøve
29. apr  onsdag   15-20     Kronjyllands Jagtforening 
06. maj  onsdag   14-20     Ommersyssel/ Galten Vissing Jagtforening
13. maj  onsdag   14-21     Kronjyllands Jagtforening 
20. aug  torsdag  08-15     Riffelprøve
20. aug  torsdag  15-18     Foreninger Fælles træningsdag

Hvis man ikke kan deltage på vores egne skydedage, så er man også velkommen til at møde op, når de andre foreninger afholder skydninger.

 

Blyfri

Vi er nu kommet igennem første sæson med blyfri riffelammunition. Der ser generelt ikke ud til at være de store problemer, og det så også ud til, at store dele af Europa var på vej i samme retning, indtil EU pludseligt har ændret kurs..

Blyholdige riffelpatroner må stadig anvendes til træning på godkendte skydebaner. Så det er bare med at komme på banen for at få ryddet op i resterne. 

Mere info ved Aksel på 21747597 eller på hjemmeside/Facebook

 

OBS: Information for riffelskydning på Nordre Fælled, indkørsel fra Mariagervej.

Du skal medbringe gyldigt jagttegn og våben tilladelse, og du skal også selv have alle hjælpemidler med.

Efter indskrivning og betaling (helst Mobile Pay) og når der er ledigt på banen, bliver du kaldt frem og kan skyde.

Riflen skal bæres synligt, etui skal blive i bilen. (sikkerhed)

Indskrivningen lukker en time før lukketid.

Efter endt skydning er du velkommen til at blive og hyggesnakke og drikke kaffe på skydebanen.

----------------------------------------------------------------

Skydebiograf

Riffeludvalget har igen her i vinter flere gange lavet ture til den elektroniske bane e-skydning Amtsvejen 1 Lindbjerg, 8930 Randers NØ. Vi kan se, at man sagtens kan bruge denne mulighed for noget alternativ træning, hvor der kan trænes i våbenhåndtering, foranhold, genladning af riffel i anslag, m.m. Riffeludvalget vil lave en tur for foreningen til E skydning her i foråret.
www.eskydning.dk